Tema »

Lån med omtanke.

Lån kan opdeles i 2 kategorier. Den ene er lån, hvor formålet er forbrug og forbrugsgoder, og den anden er lån, hvor formålet er investering.

Lån til forbrug og forbrugsgoder.
Hvis du har ønsker og planer, der kræver flere midler end dem, du råder over, kan du låne. Lån giver således mulighed for, at du kan realisere dine ønsker tidligere, end det ville være tilfældet, hvis du først skulle spare pengene op.

For at kunne låne, skal du til gengæld betale omkostninger i form af renter og gebyrer. Disse udgifter er ofte dyre, og du får intet for dem, hvorfor de faktisk begrænser dine forbrugsmuligheder.

    Eksempel:
    Du ser et lækket fladskærms tv til kr. 10.000. Du har ikke pengene, og du låner dem. Du skal betale lånet tilbage de næste 12 måneder, og de samlede omkostninger beløber sig til kr. 900, hvoraf skattefradraget udgør kr. 300. Omkostningen for dig er således på kr. 600. Du får intet for dette beløb ud over, at du kan råde over tv'et cirka 11 måneder tidligere, end det ville være tilfældet, hvis du sparede pengene op. Hvis du ventede med at købe, til du havde sparet pengene op, ville du spare kr. 600,00, som du vil have mere til forbrug. Ved at vente vil du sikkert kunne købe tv'et til en billigere pris, eller du kunne få en nyere udgave.
Derudover forpligter lån, da det skal betales tilbage. Du kan blive afhængig af lånegiveren, hvis du pludselig ikke kan betale afdragene. Du kan uventet blive arbejdsløs, og du har måske ikke pengene til afdragene. Hvis du ikke har andre værdier, vil du skulle have henstand eller indgå en anden aftale med långiver. Du skal måske sælge tv'et for at betale lånet, og dækker salgsprisen for tv'et ikke restgælden på lånet, vil du alligevel stå tilbage med en gæld.

Du skal således tænke dig godt om, inden du stifter gæld. Min anbefaling er, at du som udgangspunkt kun har gæld, hvis størrelse modsvares af andre værdier, der kan sælges, så beløbet kan indfri gælden. Sådanne værdier kan være bil og fast ejendom.

Hvis du er under uddannelse, kan du optage SU lån, og dette kan være en god løsning til at betale udgifterne til en uddannelse, som det ellers ville være vanskeligt at få råd til. Du skal blot tænke på, at lånet skal betales tilbage, og pengene, der bruges til dette, vil mangle i budgettet og dermed begrænse forbrugsmulighederne på et tidspunkt, hvor du måske har stiftet familie og gerne vil bruge pengene i forbindelse med dette.

Hvis du ikke har værdier, der modsvarer gælden, bør du nøje overveje konsekvenserne, inden du stifter gæld. Normalt vil de lånte penge blive brugt til anskaffelser af ringe værdi, fx forbrugsgoder, hvor værdien hurtigt falder, rejser, fester ... Du vil således ofte stå med en gæld, som ikke modsvares af nogen værdi, og skulle du miste din lønindkomst eller ændre planer, kan lånet meget let blive et problem.

Biler og fast ejendom er gode formål til låneoptagelse, da værdierne normalt er lette at fastsætte. Et lån til køb af bil kan afvikles på en måde, så bilens forventede værdi altid overstiger restgælden på lånet. Du låner for eksempel til en bil, og du vurderer, at den kan holde de næste 5 år, hvorefter den er værdiløs, og da bør lånet afvikles over omkring tre til fire år.

Det er lidt anderledes med fast ejendom, da priserne normalt stiger - i hvert tilfælde vurderet over en længere periode. Det er således ikke så vigtigt, at gælden afvikles, og derfor kan afdragsfrie lån i flere tilfælde være en god løsning. Det er dog vigtigt, at prisudsving indgår i planlægningen, og at en afvikling vil gøre dig mindre sårbar, hvis priserne skulle falde. Derudover er afvikling af gæld normalt et godt alternativ til fx pensionsopsparing.

Lån til investering.
Mange har lån til investering uden at tænke over det. De har for eksempel realkreditlån i deres ejendom, og de har bankindestående eller værdipapirer, som fungerer som en reserve.

Et andet eksempel på investering for lånte penge er indskud på pensionsopsparing, hvis man samtidig har gæld, fx realkreditgæld.

Man taber på denne tilrettelæggelse, hvis afkastet af investeringen er mindre end udgiften til gælden. Der skal sammenlignes efter skat og eventuel indflydelse på sociale ydelser (fx folkepensionens pensionstillæg). Det kræver stor indsigt for at opnå gevinst og for at undgå tab. Du kan på Finansskolen.dk finde mange informationer om investering og pensionsopsparing.

- emner om lån og kredit.
- emner om opsparing og investering i værdipapirer.
- emner om pension.

Læs også:
Hvis du ikke har adgangskode til Finansskolen.dk: Læs mere
Hvis du ønsker personlig rådgivning: Læs mere