Genforhandling (fornyelse).
Banken kan have interesse i at følge din økonomi, at den udvikler sig i en tilfredsstillende retning. Derfor kan den med mellemrum ønske indsigt i din økonomi, især når der er tale om engagement, der ikke afvikles. Dette kaldes for genforhandling. Nogle steder kaldes det for fornyelse, og det kan måske også blive kaldt noget andet.
Genforhandling er f.eks. meget almindelig, hvis du har kassekredit med stående limit (limit = maksimum). Det normale er, at genforhandling kan finde sted hvert år, hvert 3. år, hvert 5. år eller hvert 10. år. Frekvensen er normalt afhængig af hvor god din økonomi er, sikkerheden for engagementet og bankens kutyme.
Genforhandlingen kan således være fornuftig, da banken får indsigt i din økonomi og mulighed for at påvirke den, hvis den er på vej i den forkerte retning. Det, der i praksis sker, er, at banken skriver et brev til kunden og beder denne indlevere årsopgørelser.
Selvom det kaldes genforhandling, må du ikke forvente, at banken indleder en forhandling med dig. Det normale er, at banken stiller betingelserne, som kunden får oplyst i et brev og normalt tager til efterretning.
Du skal være meget opmærksom på, at banken kan benytte lejligheden til at forringe vilkårene, og at den normalt ikke fortæller dig, at den ændrer disse. Du vil oftest modtage nye dokumenter til underskrift, og de ændrede betingelser er indarbejdet i disse og forsvinder derfor let i de mange oplysninger.
Banken kan beregne sig gebyr - du bør ikke acceptere et gebyr.
I forbindelse med genforhandling er det blevet mere og mere udbredt, at banken beregner sig et gebyr for ulejligheden. Gebyret varierer meget fra bank til bank, men en almindelig størrelse er på omkring kr. 500,00. Nogle pengeinstitutter beregner gebyret pr. kreditfacilitet (for hvert lån og kredit) og andre beregner et samlet gebyr.
Efter min opfattelse tjener genforhandling bankens interesser til bedømmelse af risiko. Det er derfor uhørt, at banken beregner sig et gebyr. Arbejdet for banken består oftest af et brev til kunden og en arkivering af de indleverede årsopgørelser. At dette skal koste et gebyr på fra nogle hundrede kroner til flere tusinde er grådighed ud over alle grænser.
Genforhandling, der grundlæggende tjener bankens interesser, og i få tilfælde kan være nyttig for kunden, er således blevet til en pengemaskine. Derfor indføres genforhandling i flere og flere pengeinstitutter. Dette sker oftest uden forudgående orientering, og kunden er magtesløs, da banken blot selv hæver beløbet på kundens konto.
Du kan hjælpe dig selv og andre ved ikke at acceptere gebyret. Bankerne vil derved opleve, at gebyret kan koste kunder.
Genforhandling er f.eks. meget almindelig, hvis du har kassekredit med stående limit (limit = maksimum). Det normale er, at genforhandling kan finde sted hvert år, hvert 3. år, hvert 5. år eller hvert 10. år. Frekvensen er normalt afhængig af hvor god din økonomi er, sikkerheden for engagementet og bankens kutyme.
Genforhandlingen kan således være fornuftig, da banken får indsigt i din økonomi og mulighed for at påvirke den, hvis den er på vej i den forkerte retning. Det, der i praksis sker, er, at banken skriver et brev til kunden og beder denne indlevere årsopgørelser.
Selvom det kaldes genforhandling, må du ikke forvente, at banken indleder en forhandling med dig. Det normale er, at banken stiller betingelserne, som kunden får oplyst i et brev og normalt tager til efterretning.
Du skal være meget opmærksom på, at banken kan benytte lejligheden til at forringe vilkårene, og at den normalt ikke fortæller dig, at den ændrer disse. Du vil oftest modtage nye dokumenter til underskrift, og de ændrede betingelser er indarbejdet i disse og forsvinder derfor let i de mange oplysninger.
Banken kan beregne sig gebyr - du bør ikke acceptere et gebyr.
I forbindelse med genforhandling er det blevet mere og mere udbredt, at banken beregner sig et gebyr for ulejligheden. Gebyret varierer meget fra bank til bank, men en almindelig størrelse er på omkring kr. 500,00. Nogle pengeinstitutter beregner gebyret pr. kreditfacilitet (for hvert lån og kredit) og andre beregner et samlet gebyr.
Efter min opfattelse tjener genforhandling bankens interesser til bedømmelse af risiko. Det er derfor uhørt, at banken beregner sig et gebyr. Arbejdet for banken består oftest af et brev til kunden og en arkivering af de indleverede årsopgørelser. At dette skal koste et gebyr på fra nogle hundrede kroner til flere tusinde er grådighed ud over alle grænser.
Genforhandling, der grundlæggende tjener bankens interesser, og i få tilfælde kan være nyttig for kunden, er således blevet til en pengemaskine. Derfor indføres genforhandling i flere og flere pengeinstitutter. Dette sker oftest uden forudgående orientering, og kunden er magtesløs, da banken blot selv hæver beløbet på kundens konto.
Du kan hjælpe dig selv og andre ved ikke at acceptere gebyret. Bankerne vil derved opleve, at gebyret kan koste kunder.