Onsdag d. 27. Januar '10 kl. 18:34

Skat af kursgevinster på obligationer.

Af Bankmægler Erik K. Møller
Der er fremsat lovforslag om, at der fra og med den 27.01.2010 indføres skat af kursgevinster på obligationer. Ændringen gælder obligationer, der erhverves fra og med den 27.01.2010.

Danmark har haft en særregel, hvor en kursgevinst af blåstemplede obligationer var skattefri, og tab kunne ikke fratrækkes i skatteopgørelsen. Denne regel ændres, så der indføres "generel skattepligt af privates gevinst og tab på fordringer".

Samtidig nedsættes den højeste skattesats for positiv nettokapitalindkomst fra 51,5 % til 42,0 %. Satsen nedsættes gradvist i løbet af de næste 5 år. Derudover indføres en bagatelgrænse for kursgevinster på kr. 2.000.

Ændringerne sker for at sikre, at EU-retten overholdes.

Ændringerne medfører bl.a., at kursgevinsterne fra de meget populære realkreditobligationer til lav rente, fx 2,0 %, fremover bliver skattepligtige.

Du kan læse mere på Skatteministeriets hjemmeside: www.skm.dk
Direkte link til meddelelsen: www.skm.dk/presse/pressemeddelelser/ministeren/8021.html

Relaterede emner:
- Obligationer i stedet for bankindestående.
- Obligationer til lav rente og kort løbetid.
- Obligationer.